Parat til vintergæsterne

Gode æbler hænger ikke på træerne – i hvert fald ikke mere. Vi har haft de første efterårsstorme her ved vildheksehuset, så nu er de alle sammen blæst ned og ligger i græsset.

Jeg elsker æbler. Æblemos, æblesaft, æblekage ... jeg bruger dem i grød, i salater og i alskens mad, og når det er koldt eller hvis man er forkølet, er der ikke noget som en varm æbletoddy med kanel. Alligevel spiser jeg ikke dem alle sammen, for fugle og rådyr og snegle og insekter gnasker også gerne et æble i sig. Jeg lægger dem jeg ikke selv skal bruge i kanten af hæk og hegn, så vintergæsterne kan nyde dem i ro og fred.


Nu sagde jeg rådyr, men faktisk er der ikke rådyr her, for vildheksehuset er flyttet til en lille ø hvor der ikke er plads til så store vilde dyr. Til gengæld er her kaniner – og de kan også godt lide æbler. Pindsvinene guffer vist mest på de snegle der spiser æblerne,

Det betyder at jeg skal være på vagt om aftenen, for hundene synes altså pindsvin er verdens bedste legetøj. Og selv om pindsvinepigge er et ganske godt forsvar, så kan hunde godt slå pindsvin ihjel, eller gøre skade på dem. I løbet af sommeren har jeg måttet redde tre pindsvin fra vovserne, eller muligvis det samme pindsvin tre gange, jeg er ikke helt sikker ...

Man skal ellers ikke bare sådan samle et pindsvin op, det er bedre at lade det være i fred, men eftersom hundene ikke helt er med på det med fredeligheden, så ender det som regel med at jeg tager et par havehandsker på og forsigtigt bærer deres spændende nye ”pindbold” ud på den anden side af hegnet.

Her har jeg også sørget for at der ligger nogle lune og hyggelige bunker af kvas og visne blade – lune og hyggelige set med pindsvineøjne, altså. For nu varer det ikke så længe før det er tid at gå i vinterhi hvis man er et pindsvin. Vi andre må nøjes med ekstra uldne sokker – og måske en æbletoddy.

Og vildheksehusets nye ø? Den skal jeg nok fortælle mere om en anden gang.

“Vildheksetegner Anders Walter er også god til at tegne pindsvin – se selv ...