Moster Isa er Claras mors storesøster, men de har meget forskellige liv og har ikke set meget til hinanden de sidste mange år. Claras mor er freelancejournalist og bor i byen og vil ikke have noget med alt det der vildhekseri at gøre. Hun prøver på at beskytte Clara fordi det er en farlig verden, og hun bliver dybt ulykkelig da det viser sig at Clara er vildheks, hvad enten hun vil det eller ej. Moster Isa, derimod, har levet som vildheks hele sit liv. Hun bor i et stråtækt stenhus meget langt ude i skoven, alene bortset fra dyrene der omgiver hende: hunden Tumpe, hesten Stjerne, gederne og så selvfølgelig alle de mange vilde dyr – vintersovende pindsvin, fuldkommen raske blåmejser der bare ikke vil flytte, ræve, tudser, snoge, musvåger, vildænder, harer og grævlinger … og ikke mindst uglen Tu-Tu, som har sin faste plads på Moster Isas skulder, i hvert fald når han ikke sidder og sover på hanebjælken ovre i stalden.

Moster Isa er dygtig til at tegne og male og er især kendt for sine dyrebilleder; som vildheks har hun let ved at overtale dyrene til at stå model, så det bliver meget livagtigt. Men først og fremmest tager hun sig af den vilde verden og passer sit vildværn – det område der er hendes vildhekseterritorium.

Moster Isa kan være en barsk dame. Men hun er rigtig god at have i nærheden når noget går galt, og man har brug for hjælp. Og hun er også rar og tålmodig så længe man bare gør sig umage og gør sit bedste.

 Tilbage